Du ser det på stramme håndtasker, kortholdere og computersleeves: et fint mønster af skrå krydser med en let glans. Det er saffiano læder. Det er ægte læder, men overfladen er presset i mønsteret under varme og derefter behandlet med et lag voks. Det gør det ridsefast og nemt at holde rent, men det ændrer sig næsten ikke med årene.
Hvordan bliver saffiano læder lavet?
Udgangspunktet er en garvet hud, ofte kalvelæder. Den bliver varmet op, så fibrene bliver smidige, og derefter presset mellem metalplader med krydsmønsteret. Når læderet er kølet af, får det en overfladebehandling, som regel voks. Det lag giver den karakteristiske glans og beskytter mod fugt og ridser.
Teknikken tilskrives Mario Prada, der fik patent på den i begyndelsen af 1900-tallet. Patentet er for længst udløbet, og i dag laver mange mærker saffiano. Ikke altid af ægte læder, for resten: mønsteret bliver også trykt på kunstlæder af PU eller PVC. Står der kun "saffiano" eller "saffiano look" på mærket, uden ordet læder, er det meget sandsynligt plastik. Hvordan du selv ser forskellen, kan du læse i ægte læder eller kunstlæder.
Fordele ved saffiano læder
Den store fordel er, at det ser ens ud i lang tid. En ridse fra en nøgle forsvinder i mønsteret og når tit slet ikke ned i læderet på grund af voksen. Et stænk kaffe tørrer du af med en fugtig klud. Læderet er stift, så en taske holder formen, også når den er halvtom. Og det er let i forhold til, hvor stift det er.
Til en arbejdstaske, der altid skal se skarp ud, eller til en, der ikke gider pleje, er det et ærligt argument.
Ulemper: ingen patina og sårbare hjørner
Ulempen ligger i det samme. Saffiano læder ændrer sig ikke. Det får ingen patina, bliver ikke dybere i farven og tager ikke form efter din brug. Efter fem år ser en god saffiano taske nogenlunde ud som på dag ét, eller lidt mere mat.
Og når den slides, sker det på en mindre pæn måde. På hjørner og langs kanterne slides overfladebehandlingen igennem efter nogle år, og der ser du så bart, lysere læder. Det mørkner ikke igen, som ubehandlet læder gør. Du kan rette op med en farvecreme, men det kan stadig ses. Læderfedt hjælper heller ikke: det trænger ikke gennem voksen og bliver liggende fedtet på overfladen.
Saffiano sammenlignet med vegetabilsk garvet fuldnarvet læder
| Saffiano læder | Vegetabilsk garvet fuldnarvet | |
|---|---|---|
| Overflade | Presset krydsmønster med voks | Naturlig narv, åben |
| Ridser | Næsten usynlige | Synlige, men kan gnides væk og bliver til patina |
| Fugt | Vandafvisende | Optager fugt, kan få pletter |
| Ældning | Forbliver ens, hjørner slides bare | Bliver mørkere og blankere |
| Pleje | Fugtig klud, intet læderfedt | Læderfedt engang imellem |
| Fornemmelse | Stiv og stram | Bliver blødere med tiden |
Hvad der er bedst, afhænger af, hvad du vil have. Vil du have en taske, der ser ens ud om ti år, så vælg saffiano. Vil du have en, der ser bedre ud om ti år, ender du med åbent fuldnarvet læder. Garvningen er også forskellig: saffiano er ofte kromgarvet, og hvad det betyder sammenlignet med vegetabilsk garvning, kan du læse i en særskilt artikel.
Pleje af saffiano læder
Meget lidt arbejde. Tør tasken af med en let fugtig, blød klud, og tør efter. Brug ikke læderfedt, olie eller voks til glat læder, og heller ikke sprit eller hånddesinfektion, da det angriber overfladebehandlingen. Opbevar den i en støvpose, så hjørnerne ikke gnider mod andre ting.
Hvorfor Beocca ikke bruger saffiano
Vores tasker er lavet af vegetabilsk garvet fuldnarvet læder, netop fordi vi synes, det ældes smukt. En ridse på den mellemstore håndtaske Beau gnider du væk med tommelfingeren, og efter et år er farven dybere, end da du købte den. Det kræver lidt mere pleje end saffiano, og du skal have lyst til det. Leder du efter en taske, der altid ser ny ud, er du ærligt talt bedre tjent med saffiano.
